Spies: Retlig kvalitet i digital forvaltning

I det følgende foretages en udfyldning og gives en sammenfattende beskrivelse af den metode, som i grove træk er beskrevet i det foregående kapitel. Beskrivelsen er udformet, så den kan stå alene, idet den bevæger sig gennem hele spektret fra det generelle til det konkrete. Det betyder omvendt, at der er et vist overlap med indholdet i tidligere kapitler.

Metoden kan anvendes ved udvikling af computersystemer til digital forvaltning. Nærmere bestemt systemer som skal kunne medvirke i forbindelse med udstedelse af forvaltningsakter. Metoden vil f.eks. kunne bruges, hvis man ønsker at udvikle et system, som giver borgerne mulighed for at søge om boligstøtte over internettet.

Metoden adresserer tre overordnede problemstillinger: at udnytte de tekniske muligheder til at skabe nogle innovative retlige løsninger, at sikre at retlige værdier integreres i systemudviklingsprocessen og at sikre, at kommunikationen af retlige værdier gennem systemudviklingsprocessen så vidt muligt sker uden tab.

Det væsentlige nye i digital forvaltning er, at der gives nogle revolutionerende tekniske muligheder. Denne udfordring tages op. Det afgørende anderledes ved denne systemudviklingsmodel frem for andre er således, at metoden har høj fokus på innovation. Eksempelvis vil metoden kunne skabe grundlag for en stillingtagen til, om borgerne ud over at kunne søge om boligstøtte, ved samme lejlighed skal have mulighed for at få beregnet, hvordan støtten vil se ud de næste par år.

Der er kun tale om en beskrivelse af en del af de aktiviteter, som må udføres for at gennemføre en fuldstændig systemudvikling. De beskrevne aktiviteter må suppleres med elementer fra sædvanlig systemudviklingsmetode. Denne supplering vil imidlertid være forholdsvis enkel, da der anvendes teknikker, som ligger tæt op ad dem, man i almindelighed anvender.

Metoden er tænkt at skulle anvendes i et samarbejde mellem jurister og teknikere.

Der tages udgangspunkt i en række retlige og ikke-retlige krav til systemet. I den første fase - retlig status quo - forsøges disse krav bragt i harmoni med hinanden, således, at der kan skabes en kravspecifikation, som kan danne grundlag for design- og implementeringsfasen.

I visse tilfælde vil det ikke være muligt at få bragt alle krav i harmoni med hinanden, eller der viser sig nogle tekniske muligheder, som man vil forsøge at udnytte. Såfremt det er tilfældet, udskilles de relevante retlige krav til behandling i den næste fase.

I fasen retlig innovation destilleres af de udskilte retlige krav et materiale, som giver flere muligheder for at vælge løsninger. Dette materiale konfronteres herefter med de ikke-retlige krav, og på basis heraf skabes forslag til nogle innovative løsninger.

Når faserne retlig status quo og retlig innovation er gennemført, er der udarbejdet en kravspecifikation, som i fasen design og implementering danner grundlag for konstruktionen af et kørende system.

I fasen kontrol foretages der endelig en vurdering af, om enten kravspecifikationen eller det færdige program lever op til en række forudsatte retlige krav.

Disse faser vil som udgangspunkt blot skulle gennemløbes én gang. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at de gentages flere gange i et forløb, som skaber en række prototyper. Er det tilfældet, vil design- og implementeringsfasen kunne overspringes i forbindelse med den eller de første iterationer.

Udgangspunktet for aktiviteten i denne fase er et retligt materiale, som afstikker grænser, og en række ikke-retlige krav. Forinden aktiviteten kan påbegyndes, er det derfor nødvendigt at afgrænse, hvilket område man ønsker at automatisere, for derved at få fastlagt relevante retlige og ikke-retlige krav. Det er ikke sikkert, at det er muligt på forhånd at få udskilt alle områder, der må behandles manuelt. Det er imidlertid næppe heller udelukket, at dette kan ske på et senere tidspunkt. Endvidere er det næppe udelukket, at også indholdet af manuelle processer kan planlægges.

Resultatet af aktiviteten er en (partiel) kravspecifikation samt en række udskilte retlige krav, som skal underkastes innovation. Den samlede kravspecifikation udgøres af den her udarbejdede del samt den del, der udarbejdes i den næste fase⁶⁷⁸⁾.

Alle retlige krav skal konfronteres med alle ikke-retlige krav og forsøges bragt i harmoni med hinanden. I praksis vil det imidlertid være mere overskueligt, såfremt man konfronterer et mindre antal krav ad gangen. I forbindelse med konfrontationen kan der opstå tre situationer:

Den første situation kan opstå, hvis det er et ikke-retligt krav, at systemet skal kunne anvendes over internettet med en almindelig browser og et retligt krav, at en ansøger skal kunne identificeres. Disse krav vil kunne bringes i harmoni med hinanden, hvis man stiller krav om, at der skal anvendes digital signatur.

Den anden situation kan forekomme, hvis det igen er et ikke-retligt krav, at systemet skal kunne anvendes over internettet med en almindelig browser, men samtidigt er et retligt krav, at en ansøgning skal være forsynet med en håndskreven underskrift. Disse krav kan ikke bringes i harmoni med hinanden.

Endelig kan man tænke sig den tredje situation, hvor det igen er et ikke-retligt krav, at systemet skal kunne anvendes over internettet, og at det er et retligt krav, at systemet skal kunne honorere de begrundelseskrav, som stilles i forvaltningsloven. Kravene vil let kunne bringes i harmoni med hinanden, hvis man stiller det krav, at systemet sørger for, at der bliver udskrevet en afgørelse med en begrundelse, såfremt afgørelsen ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold. Men man kan måske ønske at udnytte, at computerbehandling er billig, og derfor sikre, at der altid bliver givet en begrundelse.

Udgangspunktet for aktiviteterne i denne fase er de retlige krav, som skal underkastes innovation, samt de ikke-retlige krav. De retlige krav, som skal underkastes innovation, er fundet i fasen retlig status quo, mens de ikke-retlige krav er de samme, som er udgangspunktet for fasen retlig status quo. Resultatet af fasen er en (partiel) kravspecifikation.

Denne fase består af to aktiviteter: først skal det retlige materiale forberedes for innovation, og dernæst skal selve innovationen finde sted.

Forberedelsen af det retlige materiale for innovation kan ske på tre forskellige måder:

Er det et retligt krav, at en ansøgning skal underskrives, kan målet bag dette f.eks. være, at man ønsker at sikre sig, at der ikke bruges ressourcer på at behandle falske ansøgninger. Er det et retligt krav, at en ansøger skal kunne få aktindsigt, som foreskrevet i forvaltningsloven og offentlighedsloven, kan man tage afsæt i formodning om, at der er politisk vilje bag et mål om at give en ansøger aktindsigt også i forvaltningens interne dokumenter, når behandlingen af sagen foregår rent digitalt. Er det et retligt krav, at en ansøger skal kunne bestemme i hvilket omfang, der i forbindelse med en ansøgning kan hentes oplysninger til brug for sagens behandling i andre myndigheders registre, kan man overveje at fokusere på det persondatabeskyttelsesretlige mål, som kan formuleres som selvbestemmelse.

Hvilken vej man vælger må afhænge af, hvor dristig en innovation man ønsker. Er man parat til at udfordre gældende ret, vil det være nærliggende at forsøge at formulere helt nye mål. Ellers er det mere oplagt at formulere mål med udgangspunkt i de gældende retlige krav. I visse tilfælde vil man kunne komme ud for, at de retlige krav har en sådan karakter, at de umiddelbart kan danne grundlag for en innovation. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor der stilles krav om, at der gives et samtykke.

Valget af vej kan blive bestemmende for, hvilken gennemslagskraft forslagene får. Vælger man eksempelvis at tage udgangspunkt i retssikkerhedsbetragtninger, vil den særlige valør, som dette værdisæt tillægges, kunne smitte af på forslagene, og give dem en særlig legitimitet.

Når der herefter er fundet nogle mål, skal disse konfronteres med de ikke-retlige krav med henblik på at finde nogle innovative løsninger. Som i fasen retlig status quo må alle mål og ikke-retlige krav konfronteres med hinanden, men igen kan det være hensigtsmæssigt at foretage processen stykkevis og delt. Hvor resultaterne i fasen retlig status quo kan fremkomme nærmest mekanisk, kræver denne aktivitet fantasi. De innovative løsninger kommer ikke af sig selv. Har man f.eks. formuleret et mål om medvirken, og er de ikke-retlige krav, at systemet skal kunne anvendes over internettet ved brug af en almindelig browser, kan der ikke heraf automatisk deduceres en løsning. Men man kan f.eks. få den idé, at en medvirken kan finde sted ved, at man klikker på en knap på skærmen.

En stillingtagen til om de innovative løsninger kan anvendes, foretages i kontrolfasen. Såfremt man i denne fase når frem til, at en løsning ikke kan accepteres, kan det være nødvendigt at gentage fasen retlig innovation.

Udgangspunktet for denne fase er enten en kravspecifikation, fremkommet som resultat af faserne retlig status quo og retlig innovation, eller et program, fremkommet som resultat af fasen design- og implementering. Resultatet er nogle retlige krav.

Kontrollen af 1. og 2. kan foretages som en inspektion⁶⁸²⁾, mens kontrollen af 3. kan foretages som en logikbaseret test⁶⁸³⁾. Grundlaget for denne kontrol må som udgangspunkt være gældende ret⁶⁸⁴⁾.

Kontrollen kan foretages af de personer, som har deltaget i selve systemudviklingsprocessen. I disse tilfælde vil der kunne foretages kontrol af både kravspecifikation, programkode og kørende program. Kontrollen kan imidlertid også foretages at et eksternt prøvelsesorgan, som eksempelvis ombudsmandsinstitutionen eller Datatilsynet. I disse tilfælde bør kontrollen nok udelukkende angå kravspecifikationen. Lader man et organ, som senere vil kunne komme til at prøve afgørelser, som systemet har medvirket til at udfærdige, tage stilling til materiale, som ikke har en mere generel karakter, vil der kunne sættes spørgsmålstegn ved organets habilitet i forbindelse med, at det prøver de konkrete afgørelser.

For at sikre at retlige værdier får en plads i systemudviklingen, er det tanken, at der ikke blot skal deltage teknikere, men også jurister i arbejdet. Hver faggruppe skal så vidt muligt administrere materiale, som hidrører fra eget fagområde.

Ved konfrontationen i fasen retlig status quo er det derfor mest hensigtsmæssigt, at juristerne tager sig af de retlige krav, mens teknikerne tager sig af de ikke-retlige. I denne fase vil der således kunne etableres en dialog mellem jurister og teknikere, hvor hver gruppe fremfører de respektive krav.

Ved konfrontationen af (retlige) mål med de ikke-retlige krav i fasen retlig innovation vil det på samme vis være formålstjenligt, at juristerne administrerer de (retlige) mål, mens teknikerne administrerer de ikke-retlige krav. Men selve innovationen må foregå i en dialog.

Selvom arbejdsopgaverne i vidt omfang kan opdeles mellem jurister og teknikere, så de hver især beskæftiger sig med noget, som ligger inden for deres faglige felt, vil det være nødvendigt i et vist omfang at sætte sig ind i den anden faggruppes materiale. I den forbindelse kan det være en fordel at forsøge at forenkle materialet. Følgende veje vil kunne anvendes, når det retlige materiale skal forenkles:

Når man i den juridiske argumentation anvender en retskilde, er det i almindelighed fordi, den forandrer retstilstanden. Ikke alt retligt materiale bibringer retstilstanden noget nyt i denne forstand. Eksempelvis gengiver vejledninger blot indholdet af gældende ret, og ikke alle domme tillægges præjudikatsværdi. Et sådant materiale kan imidlertid have værdi derved, at det kan være enklere at have med at gøre, end de retskilder det spejler. En vejledning vil kunne give en mere uddybende forklaring på lovens ordning end loven selv, og en domstolsafgørelse vil kunne være mere overskuelig end en lov, fordi den kun beskæftiger sig med et enkelt af de retsspørgsmål, som loven forholder sig til.

Grundlaget for udfindelsen af gældende ret er en række retskilder som f.eks. loven, afgørelser etc. I visse tilfælde vil man imidlertid med fordel kunne nøjes med at beskæftige sig med en delmængde af de retskilder, der er nødvendige for at fastlægge indholdet af gældende ret. Hvis man gør det, vil man ikke få et dækkende billede af gældende ret. I almindelighed vil denne strategi derfor kun kunne anvendes i forbindelse med faserne retlig status quo og retlig innovation, såfremt man senere supplerer med de fravalgte retskilder. Derimod vil strategien have større anvendelighed i forbindelse med fasen kontrol, hvor man alligevel aldrig vil kunne foretage en fuldstændig test.

I juraen har man traditionelt inddelt stoffet i forskellige discipliner, som hver især - i et eller flere led - er blevet underinddelt. Følger man sådanne inddelinger, vil man ad denne vej kunne komme til at arbejde med mere overskuelige stofmængder. Eksempelvis vil man kunne opdele det retlige materiale i processuelle og materielle regler. De forvaltningsprocessuelle regler vil igen kunne underinddeles i regler om begrundelse, kompetence, habilitet og inhabilitet, vejledning, repræsentation, tavshedspligt og ytringsfrihed, offentlighed, sagens oplysning, partshøring, partsaktindsigt, forvaltningsafgørelsens form, bekendtgørelse og klagevejledning⁶⁸⁵⁾.

En forvaltningsakt bringes til verden i et kronologisk forløb. I hver fase af dette forløb, skal udføres bestemte arbejdsopgaver, som hver især er reguleret af retlige regler. Eksempelvis:

Også denne strategi kan således give anledning til en opdeling af retsreglerne.

Det følgende eksempel tager udgangspunkt i boligstøttereglerne for året 2001⁶⁸⁶⁾, jfr. lov om individuel boligstøtte⁶⁸⁷⁾. For ikke at gøre eksemplet for uoverskueligt, behandles alene udvalgte retlige og ikke-retlige krav⁶⁸⁸⁾.

Boligstøtte gives som enten boligydelse eller boligsikring. Boligstøtte til ikke-pensionister betegnes boligsikring. Man beslutter sig for, at systemet alene skal implementere reglerne om boligsikring, mens tildelingen af boligydelse skal ske manuelt.

Boligsikring udbetales som et tilskud. Opgørelsen af støttebeløbet er stort set lovbunden, således at størrelsen af boligsikringen som hovedregel alene afhænger af husstandens og boligens størrelse, husstandsindkomsten og boligudgiften. Som det vil blive beskrevet nedenfor kræves dog i visse tilfælde, at der foretages et forvaltningsretligt skøn.

Boligsikring tildeles efter ansøgning, § 1. Under visse betingelser vil der kunne ske omberegning af boligsikringen i løbet af året, §§ 44-46. I begyndelsen af hvert år foretages der under alle omstændigheder en regulering af den tildelte boligstøtte baseret på eventuelle ændringer i beregningsgrundlaget i forhold til den sidst foretagne beregning, § 43, stk. 1. Såfremt det viser sig, at ansøgeren i løbet af året har modtaget mere støtte, end hvad ansøgeren har været berettiget til, kan kommunen under visse betingelser kræve det for meget udbetalte beløb tilbagebetalt, § 47.

Staten refunderer kommunen 50% af de udgifter, kommunen har haft til boligsikring, § 75, stk. 1, nr. 1. I medfør af § 75, stk. 4, har By- og Boligministeren i bekendtgørelse nr. 816 af 3. november 1999 fastsat nærmere regler om regnskabsaflæggelse og anvisning af statsrefusion. Af bekendtgørelsens § 12, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen efter regnskabsårets afslutning skal udarbejde en opgørelse over den boligsikring, som er udbetalt som tilskud. Opgørelsen skal ske på særskilte skemaer, som rekvireres i Finansstyrelsen, § 12, stk. 2.

De retlige krav må i hvert fald bestå af de, som udspringer af boligstøtteloven, de i medfør af denne udstedte bekendtgørelser, forvaltningsloven⁶⁸⁹⁾, personoplysningsloven og almindelige forvaltningsretlige regler. For så vidt angår ikke-retlige krav, fordres det, at systemet skal kunne anvendes via internettet, således at der alene stilles krav om, at brugeren af systemet har installeret en almindelig standardbrowser på sin computer⁶⁹⁰⁾ samt en sædvanlig mail-klient⁶⁹¹⁾. Hos kommunen skal arbejdsgangene så vidt muligt automatiseres. Retsregler skal implementeres direkte i et programmeringssprog⁶⁹²⁾.

Udgangspunktet er, at alle krav skal konfronteres på samme tid. For at gøre opgaven mere overskuelig for de implicerede vælger man imidlertid at foretage konfrontationen stykkevis og delt. Man beslutter desuden, at opdelingen skal baseres på det kronologiske forløb, som udfærdigelse af en forvaltningsakt indebærer: sagens oplysning, sagens afgørelse, afgørelsens meddelelse⁶⁹³⁾.

I forbindelse med sagens oplysning, er bl.a. følgende bestemmelser i boligstøtteloven af interesse:

§ 40, stk. 1, 1. pkt.: Ansøgning om boligstøtte skal indgives til kommunalbestyrelsen

§ 41, stk. 1: Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at ansøgning om boligstøtte skal indgives på en særlig blanket

§ 41, stk. 2, 1. pkt.: Det er en betingelse for udbetaling af boligstøtte, at samtlige husstandsmedlemmer, der bebor den bolig, hvortil boligstøtte søges, har underskrevet en erklæring om, at de hæfter for tilbagebetalingskrav, jf. § 48 b

§ 41, stk. 3: Ansøgeren er forpligtet til efter anmodning at fremkomme med enhver oplysning, herunder fremlægge dokumenter, der har betydning for beregningen af boligstøtte

Bestemmelsen i § 40, stk. 1, 1. pkt., om at ansøgningen om boligstøtte skal indgives til kommunalbestyrelsen, giver ikke anledning til konflikt med kravet om, at systemet skal kunne anvendes over internettet med sædvanlige kommunikationsklienter. Sådanne kommunikationsklienter giver mulighed for, at brugeren både kan modtage og sende oplysninger. En løsning som tilfredsstiller begge krav er derfor, at brugeren skal sende ansøgningen til kommunen via internettet.

Når der i § 41, stk. 1, gives kommunalbestyrelsen mulighed for at kræve, at der skal bruges en særlig blanket, ledes tanken i første omgang hen på en sædvanlig papirblanket. Dette er selvsagt uforeneligt med brugen af skærm og tastatur, og kravet må derfor henskydes til behandling under fasen retlig innovation.

Bestemmelsen i § 41, stk. 2, om at der i forbindelse med en ansøgning skal underskrives en hæftelseserklæring, giver anledning til konflikt. Kravet om underskrift må forstås således, at der skal foretages en undertegnelse af dokumenterne med håndskrift. Det er ikke muligt at underskrive på sædvanlig vis på en skærm! Kravet om underskrift må derfor også henskydes til behandling i fasen retlig innovation.

Kravet i § 41, stk. 3, om at ansøgeren efter anmodning er forpligtet til at fremkomme med enhver oplysning, der har betydning for beregningen af boligstøtte, giver ikke umiddelbart anledning til konflikt med det ikke-retlige krav om, at systemet skal kunne anvendes over internettet ved brug af sædvanlige kommunikationsklienter. Som nævnt er det muligt at overføre oplysninger via sådanne i begge retninger. Til gengæld kan kravet give anledning til at overveje, om det i et sådant teknisk miljø også er rimeligt at forlange, at borgeren skal forpligtes til at fremkomme med oplysninger, som en anden forvaltningsmyndighed måtte ligge inde med. Netværksteknologien vil gøre det teknisk enkelt at indhente oplysninger fra forskellige informationshavere. Kravet om at ansøgeren efter anmodning skal fremkomme med enhver oplysning, der har betydning for beregningen af boligstøtte, henskydes derfor også til behandling under retlig innovation.

I forbindelse med sagens afgørelse er en række materielle bestemmelser om betingelser for og beregningen af boligsikringen relevante, jfr. boligstøtteloven kap. 1-7. Disse er stort set lovbundne og må derfor formodes at kunne transformeres til programkode. I princippet vil der imidlertid i enhver sag kunne blive tale om at foretage et skøn. I § 15, stk. 1, 1. pkt., hedder det således⁶⁹⁴⁾:

Overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal kommunalbestyrelsen efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes

Konfronteres dette krav med det ikke-retlige krav om, at sagen skal afgøres af et system, hvor retsreglerne er implementeret direkte i et programmeringssprog, opstår et problem. Et sådant system vil ikke kunne træffe skønsmæssige afgørelser. Man må derfor overveje, om man vil kunne få reglerne ændret, så der ikke under nogen omstændigheder skal foretages et skøn. En lettere løsning er imidlertid at flytte grænserne for, hvad der skal udføres automatisk: Systemet opbygges i grove træk således, at der foretages en automatiseret afgørelse. I tilfælde, hvor systemet konstaterer, at lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, udskiller systemet sagen til manuel behandling.

Når sagen er afgjort, bliver desuden lovens § 75 om delvis statslig refusion af kommunens udgifter til boligsikring relevant. For at kommunen kan oppebære dette beløb, skal der ved regnskabsårets afslutning indsendes en opgørelse over udbetalt boligsikring til Finansstyrelsen. Kravet følger af bekendtgørelse nr. 816 af 3. november 1999 § 12:

§ 12. Efter regnskabsårets afslutning skal kommunalbestyrelsen udarbejde en opgørelse over henholdsvis den boligsikring og den boligydelse, der er udbetalt som tilskud.

Stk. 2. Opgørelserne over udgifterne til boligsikring og boligydelse i regnskabsåret skal ske på særskilte skemaer, som rekvireres i Finansstyrelsen.

Stk. 3. Opgørelserne skal underskrives af kommunalbestyrelsen og kommunens revisor. Opgørelserne skal indsendes til Finansstyrelsen inden den førstkommende 15. august.

Konfronteres dette krav med det ikke-retlige krav om, at systemet så vidt muligt skal automatiseres, giver det anledning til konflikt. Det skyldes både delkravet om anvendelse af et særskilt skema og delkravet om underskrift. Det samlede krav henskydes derfor til behandling under fasen retlig innovation.

I forbindelse med afgørelsens meddelelse er det relevant, at det i lovens § 73, stk. 4, er forudsat, at ansøgeren gives meddelelse om afgørelsen. Konfronteres dette krav med de ikke-retlige krav, vil det kunne give anledning til den løsning, at der sendes en e-mail til ansøgeren, i hvilken der gives meddelelse om indholdet af afgørelsen.

Derudover er forvaltningslovens regler om begrundelse relevante. Konfronteres begrundelsesreglerne med de ikke-retlige krav, giver det næppe anledning til konflikt. Men når først der er konstrueret et system, som kan give en forklaring på, hvorfor en afgørelse har fået det indhold den har, i tilfælde hvor afgørelsen ikke giver parten fuldt ud medhold, vil det ikke være vanskeligt også at give en forklaring i alle andre tilfælde. Derfor vil det også kunne overvejes, om der burde gives begrundelse i flere tilfælde end krævet af loven. Kravet om begrundelse henskydes derfor til behandling under retlig innovation.

Den partielle kravspecifikation, som resultat af denne fase giver som resultat, ser herefter således ud:

Det materiale som skal behandles i dette forløb udgøres af materiale, som under forløbet retlig status quo har vist sig nødvendigt eller ønskeligt at bibringe en retlig innovation. Ovenfor er der argumenteret for, at det i denne fase er nødvendigt at behandle kravet i § 41, stk. 1, om at kommunen kan bestemme, at en ansøgning om boligstøtte skal fremsættes på en særlig blanket, kravet i § 41, stk. 2, 1. pkt., om underskrift, og kravet om, at kommunen skal indsende en opgørelse over udbetalt boligsikring til Finansstyrelsen på et særskilt skema, mens det kan være ønskeligt her at behandle kravet i § 41, stk. 3, om ansøgerens forpligtelse til efter anmodning at fremkomme med oplysninger og forvaltningslovens krav om begrundelse.

Første skridt er at forberede materialet for innovation. Dette kan som nævnt gøres på tre forskellige måder. Man kan forsøge at finde de bag bestemmelserne hvilende generelle mål (inspireret af Stuer Lauridsen), man kan finde ud af, hvilke generelle mål, der kan antages at være politisk vilje bag, skal have betydning for reguleringen af det område, som de pågældende retlige krav i øjeblikket regulerer (inspireret af Ross), eller man kan finde ud af, hvilke retssikkerhedsmæssige, persondatabeskyttelsesretlige eller lignende mål, som ville kunne have betydning for reguleringen af det område, som de pågældende retlige krav regulerer. Her og ved de følgende innovationer vælges den første mulighed.

Hensigten med underskriftskravet i § 41, stk. 2, 1. pkt., må være at sikre, at hæftelsen kan gøres gældende, jfr. lovens § 48 b, stk. 1⁶⁹⁵⁾.

De mål, som har været afvejet ved lovgivers fastsættelse af reglerne i lovens § 41, stk. 1, og § 41, stk. 3, lader sig kun delvist afdække. Bestemmelsernes nuværende formuleringer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 62 af 31. januar 2001, fik de med lov nr. 1002 af 23. december 1998 § 1, nr. 47. Der var dog (muligvis) kun tale om sproglige ændringer, som ikke gav anledning til kommentarer i de specielle bemærkninger⁶⁹⁶⁾. De oprindelige formuleringer stammer fra lov nr. 376 af 6. juli 1991 om individuel boligstøtte § 41, stk. 1 og 2. I forarbejderne til disse bestemmelser hedder det, at bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 36, stk. 1 og 2. I forarbejderne til denne lov, lov nr. 64 af 10. marts 1982, hedder det for så vidt angår § 36, stk. 1 og 2, at bestemmelserne svarer til bestemmelserne i et tidligere fremsat lovforslag L 3. I de specielle bemærkninger til dette lovforslag, gengivet i FT A 1981-82, 1. samling, sp. 7ff, hedder det, at bestemmelsen i det væsentlige svarer til boligsikringslovens § 14 og boligydelseslovens §§ 5 og 6. I de specielle bemærkninger til forslaget til lov om boligsikring, jfr. FT A 1978-79, sp. 2625ff, hedder det om §§ 13-14, at bestemmelserne ganske svarer til lovens § 8-9. Tilsvarende hedder det i de specielle bemærkninger til forslaget til lov om boligydelse, jfr. FT A 1977-78, sp. 3201ff, om §§ 5 og 6, at disse svarer til boligsikringslovens § 9, bortset fra nogle for dette spørgsmål irrelevante forhold. I den oprindelige lov nr. 50 af 8. marts 1967 hed denne bestemmelse § 10, idet bestemmelsen fik tildelt et nyt paragrafnummer i medfør af lov nr. 104 af 1. april 1968 § 1, nr. 9. Stk. 1 havde følgende formulering: "Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at ansøgning om boligsikring skal fremsættes på en særlig blanket. Lejekontrakt eller boligoverenskomst skal vedlægges til forevisning. Er lejen eller boligafgiften eller andre vilkår senere ændret, skal der tillige vedlægges dokumentation herfor." I de specielle bemærkninger til det lovforslag, hvor denne bestemmelse finder sin formulering, jfr. FT A 1966-67, 2. samling, sp. 1049ff, hedder det, at bestemmelsen i sit indhold svarer til L 65⁶⁹⁷⁾ §§ 87 og 88, idet det dog for at lette administrationen er fastsat, at boligtageren for at få boligsikring må forevise lejekontrakt eller boligoverenskomst, der udviser vilkårene for lejeforholdet. Endvidere hedder det, at hvor andre vilkår er ændret efter kontraktens udfærdigelse, må ændringerne dokumenteres ved forevisning af andet skriftligt materiale. Bestemmelsen i L 65 § 87 har følgende formulering: "Kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for, i hvilken form begæring skal indgives." I forarbejderne til denne bestemmelse, jfr. FT A 1958-59, sp. 411ff, hedder det i de specielle bemærkninger blot, at "Bestemmelsen er ny, men svarer til en i "regnskabscirkulæret" fastsat bestemmelse." Hensynet bag kravet i lovens § 41, stk. 3, er derfor angiveligt at lette administrationen. Ved reglens formulering må man gå ud fra, at dette hensyn har været afvejet over for hensynet til officialprincippet.

Hvad angår kravet i lovens § 41, stk. 1, om at ansøgningen skal fremsættes på en særlig blanket, er der ingen hjælp at hente i forarbejderne. Man må imidlertid formode, at formålet er at lette administrationens arbejde, dels derved at oplysningerne er placeret på faste pladser, og dels derved at et skema giver større sikkerhed for, at ansøgeren ikke glemmer at give nogle relevante oplysninger.

Kravet i bekendtgørelse nr. 816 af 3. november 1999 § 12, stk. 2, om at der skal anvendes et særskilt skema, må formodes at være båret af et ønske om, at gøre administrationen lettere for Finansstyrelsen. Kravet om at skemaet skal underskrives af kommunalbestyrelsen og kommunens revisor, må formodes at skulle sikre, at de givne oplysninger er korrekte.

Bag kravet om begrundelse i forvaltningsloven ligger en afvejning af en række modsatrettede hensyn. Begrundelsesudvalget anfører i bet. 657/1972 som grundlæggende hensyn retssikkerheden på den ene side og på den anden side hensynet til, at forvaltningen skal fuldføre sine opgaver med så lille indsats af personel og penge som muligt⁶⁹⁸⁾. For så vidt angår retssikkerhedshensynet fremdrages, at en begrundelse har særlig betydning for borgerens overvejelser om, hvorvidt en afgørelse bør søges ændret. Derudover vil en begrundelse kunne lette den enkelte borgers accept af den trufne afgørelse, hvorved man kan håbe indirekte at styrke tilliden til forvaltningen. Endelig kan begrundelser lette de underordnede myndigheders administration og bidrage til en klar og fast praksisdannelse⁶⁹⁹⁾. I begrundelsesudvalgets betænkning redegøres også for mål, som tidligere har været fremdraget i forbindelse med debatten om en begrundelsespligt. Selvom hovedvægten må lægges på de mål som angiveligt har været bestemmende for lovgivers (begrundelsesudvalgets) afvejning, synes det ikke at være udelukket også at tage disse i betragtning. Ud over de allerede nævnte hensyn og modhensyn nævnes, at en begrundelse, såfremt begrundelserne for afgørelserne i tilsvarende sager er almindeligt kendte, vil give en potentiel ansøger større mulighed for at forudberegne, om det nytter noget at søge, en begrundelse vil give en vis sikkerhed for, at der ikke sker begunstigelser af enkelte af usaglige grunde, og kravet om begrundelse vil tvinge administrationen til større grundighed i de forudgående undersøgelser og til mere alsidige overvejelser⁷⁰⁰⁾.

Herefter kan man forsøge på dette grundlag at skabe nogle innovative løsninger ved at konfrontere de udfundne hensyn med de ikke-retlige krav.

Hensynet til at administrationen skal lettes i arbejdet, og at sandsynligheden for at ansøgeren afgiver alle relevante oplysninger skal øges, vil lige så godt kunne tilgodeses ved, at ansøgeren indtaster oplysninger i et elektronisk skema. Tilmed vil det så være muligt at lade systemet give en fejlmeddelelse med det samme, hvis en oplysning ikke bliver givet. Denne løsning vil være bedre, end hvis borgeren blot fremsender en e-mail, da man herved ikke i tilstrækkeligt omfang kan styre placeringen af oplysningerne og sikre, at alle oplysninger gives.

Dernæst må der ses på målet om, at man vil sikre, at der etableres en hæftelse for relevante personer, og at disse er opmærksomme på, at denne hæftelse eksisterer. Det er som regel teknisk muligt at afgøre hvilken computer, der er koblet op til en given server. Derimod er det ikke med standardteknikker muligt at finde ud af, om den person, som betjener computeren, virkelig er den, som vedkommende giver sig ud for at være. Der må noget mere til. En løsning på problemet kunne være at præsentere de nævnte personer for en erklæring om solidarisk hæftelse på skærmen, og lade dem hver især underskrive ved hjælp af en digital signatur⁷⁰¹⁾.

Herefter må der ses på målet om, at administrationen skal lettes i sit arbejde med at indsamle oplysninger, målet om hensyntagen til officialmaksimen og kravet om at systemet skal kunne anvendes på internettet. At systemet skal anvende en platform baseret på netværksteknologi betyder, at det vil være teknisk enkelt at fremskaffe relevante oplysninger, selvom disse fysisk måtte befinde sig langt fra det sted, hvor oplysningerne skal bruges. Man kunne derfor overveje den løsning, at systemet så vidt muligt henter de nødvendige oplysninger i registre hos kommunen selv, i andre myndigheders registre eller i private registre. Kun hvor en oplysning ikke kan fremskaffes fra et register, skal systemet spørge ansøgeren.

Bliver de ikke-retlige krav konfronteret med kravet om, at administrationen for Finansstyrelsen skal være så let som muligt, og at Finansstyrelsen skal kunne føre kontrol med udbetalingerne, vil det være nærliggende at foreslå, at det kommunale system kommunikerer direkte med de systemer, som Finansstyrelsen måtte have. Hver gang kommunen træffer en afgørelse om tildeling af boligsikring, kan oplysning om det tildelte beløb sendes elektronisk til Finansstyrelsen.

Konfronteres de fremfundne hensyn og modhensyn, som ligger - eller kunne ligge - bag begrundelsesreglerne, med det ikke-retlige grundlag, kan man foreslå, at der gives begrundelse i enhver situation, ikke blot når en afgørelse ikke giver en part fuldt ud medhold⁷⁰²⁾.

Den partielle kravspecifikation som fasen giver anledning til, ser derfor således ud⁷⁰³⁾:

Man kunne vælge at springe denne fase over, indtil der er foretaget en kontrol af kravspecifikationen, men man beslutter sig for at implementere en prototype.

Da der er udviklet en prototype, vil der i denne fase kunne foretages kontrol af kravspecifikationen, programkoden eller det kørende program. Her vil først blive behandlet det tilfælde, hvor man foretager kontrol af kravspecifikationen, altså en inspektion. Dernæst vil det blive beskrevet, hvordan man kan teste det kørende program.

Grundlaget for kontrollen er gældende ret. Eksterne prøvelsesorganer deltager ikke i kontrollen.

Der ses først på den partielle kravspecifikation, som fasen retlig status quo har givet anledning til:

Her kunne det første krav måske give anledning til overvejelser om, hvorvidt man uden særskilt hjemmel kan kræve, at man kun kan indsende en ansøgning via internettet. Såfremt der bliver mulighed for at henvende sig hos kommunen, og få en sagsbehandler til at indtaste de relevante oplysninger, må kravet imidlertid kunne accepteres⁷⁰⁴⁾.

Det andet krav, om at der skal foretages en automatiseret afgørelse, baseret på retsregler implementeret direkte i et programmeringssprog, kunne give anledning til en overvejelse om, hvorvidt administrationen af området bliver for sårbart. Vil man hurtigt nok kunne ajourføre systemet, hvis der kommer nye regler på området, eller hvis fortolkningen af de eksisterende viser sig fejlagtig? Man kan derfor overveje, om der ikke bør kræves udtrykkelig lovhjemmel til systemet⁷⁰⁵⁾.

At afgørelsen skal meddeles ansøgeren i en e-mail er problematisk. Der må kunne stilles det krav, at også ansøgere uden tekniske forudsætninger skal have mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af en afgørelse, og når der sendes en e-mail, som forudsættes hentet af en (lokal) mail-klient, betyder det, at ansøgeren kan få svært ved at få hjælp fra andre til at læse denne meddelelse⁷⁰⁶⁾. Løsningen må derfor forkastes.

Herefter kan man betragte den partielle kravspecifikation, som fasen retlig innovation har givet anledning til:

At borgerne skal indtaste de nødvendige oplysninger på et elektronisk skema kan, hvis det accepteres, at man i det hele taget har et computerbaseret system, ikke give anledning til nogen problemer. Der må være tilstrækkelig hjemmel til at stille dette formkrav i § 41, stk. 1.

Anvendelsen af digital signatur i stedet for en skreven underskrift kræver muligvis en lovændring, men det synes dog, under hensyntagen til formålet med underskriften, muligt at argumentere for, at der er tilstrækkelig hjemmel i § 41, stk. 2, 1. pkt., til at anvende digital signatur. Men der er også en anden udvej. Med lov nr. 215 af 22. april 2002 er indsat § 32 a i forvaltningsloven, som giver den pågældende minister adgang til at fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder at fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation. Denne bestemmelse kan anvendes til at skabe den fornødne hjemmel.

Et specielt spørgsmål gør sig imidlertid gældende for så vidt angår underskriften på hæftelseserklæringen. Her drejer det sig om etablering af en aftaleretlig forpligtelse. At ministeren med hjemmel i § 32 a foreskriver, at borgerne kan underskrive digitalt er derfor næppe i sig selv nok til at gøre en digitalt signeret hæftelseserklæring forpligtende. De almindelige aftaleretlige regler udelukker imidlertid ikke, at en forpligtende viljeserklæring kan gives digitalt⁷⁰⁷⁾, og løsningen må derfor kunne anvendes.

At de nødvendige oplysninger så vidt muligt skal indhentes i eksterne registre vil være i fin harmoni med officialmaksimen, og i loven er der faktisk givet hjemmel til at oplysninger kan indhentes fra andre myndigheder, jfr. § 78, og ligefrem en pligt for skatteministeren til at stille bestemte oplysninger til rådighed, jfr. § 80, stk. 1. Indhentelse af oplysninger i eksterne registre frem for hos ansøgeren vil imidlertid kunne betyde, at der efter forvaltningsloven § 19, stk. 1, må stilles krav om partshøring. Indhenter man f.eks. oplysninger om husstanden i folkeregistret, vil man således kunne risikere, at personer, der blot er logerende, bliver medregnet til husstanden, hvilket vil kunne resultere i en fejlagtig beregning af husstandsindkomsten.

Indhentelse af oplysninger fra forskellige registre og samling af disse i systemet kan i sig selv muligvis være persondatabeskyttelsesmæssigt betænkeligt. Således bliver der i realiteten tale om en samkøring. En samkøring opfattes traditionelt som særligt integritetstruende, da der ved samkøring kan skabes en profil af borgeren⁷⁰⁸⁾. Personoplysningsloven indeholder ikke materielle regler specielt om samkøring. Det må derfor afgøres efter de generelle regler, om en sådan vil kunne finde sted. Afgørende bliver her formålet med samkøringen af oplysninger, jfr. personoplysningsloven § 5, stk. 2. Da der ved samlingen af oplysninger ikke må formodes at ville blive skabt information, som er mere integritetstruende end de enkelte oplysninger hver for sig, vil loven næppe være til hinder for en samkøring. I øvrigt er der mindre betænkelighed ved en forudgående kontrol, det vil sige en kontrol, som myndighederne iværksætter, før der træffes afgørelse, frem for en kontrol der først iværksættes, efter at afgørelsen er truffet⁷⁰⁹⁾.

I visse sager kan der også indgå følsomme personoplysninger. Blandt de oplysninger som kan være relevante i forbindelse med en afgørelse om tildeling af boligstøtte er f.eks. oplysningen om, hvorvidt nogle af husstandsmedlemmerne er stærkt bevægelseshæmmede, jfr. lovens § 25, stk. 4. En sådan oplysning er omfattet af personoplysningsloven § 7 og må derfor som udgangspunkt ikke behandles. Det må derfor diskuteres, hvorvidt det vil være muligt at indhente denne oplysning fra et eksternt register og efterfølgende underkaste oplysningen en behandling i systemet.

Såfremt der ikke er givet samtykke efter § 7, stk. 2, er det kun muligt at foretage en behandling, såfremt betingelserne i § 7, stk. 2, nr. 4, er opfyldt. Nu er det imidlertid ikke ansøgerens husstandsmedlemmer, som kan opnå ret til boligstøtte. Det må derfor være rigtigst at opfatte disse som bipersoner i relation til boligstøttesagen. Spørgsmålet er derfor, om oplysninger om disse bipersoner, hvem et eventuelt retskrav på boligsikring ikke angår, også vil kunne behandles med hjemmel i § 7, stk. 2, nr. 4. I de specielle bemærkninger til § 7, stk. 2, nr. 4, jfr. L 147 fremsat 9. december 1999, er det antaget, at bestemmelsen også giver hjemmel til at behandle oplysninger om personer, hvem retskravet ikke angår. Blume påpeger, at en sådan retstilstand kan forekomme betænkelig, idet han ikke mener, at den er forenelig med § 7, og at der er tale om følsomme bipersondata⁷¹⁰⁾. Blume anfører dog, at gældende praksis ikke udelukker behandling uden samtykke, men at dette må være klart indiceret. Dette standpunkt kan tiltrædes. I det konkrete tilfælde, hvor det ikke vil være uforholdsmæssigt vanskeligt eller betænkeligt også at give bipersonerne et sædvanligt persondatamæssigt værn, synes bestemmelsen i § 7, stk. 2, nr. 4, ikke at kunne anvendes som hjemmel for behandling for så vidt angår bipersonerne. Skal følsomme oplysninger om bipersoner behandles, må der derfor kræves et samtykke fra disse, jfr. § 7, stk. 1⁷¹¹⁾. I praksis vil det således næppe være vanskeligt at indhente et sådant samtykke, idet den bevægelseshandicappede har adresse hos ansøgeren, og idet man må gå ud fra, at den bevægelseshandicappede, som værende en del af husstanden, vil være interesseret i, at ansøgeren opnår den højest mulige boligsikring.

Man kunne overveje, om man ad lovgivningsvejen kan skabe plads til en løsning uden samtykke. Det er imidlertid nok tvivlsomt, om dette vil kunne lade sig gøre. Kravet om samtykke hidrører således fra personoplysningsloven, som implementerer direktiv 95/46/EF. Det vil derfor næppe være muligt i en lov at give mulighed for videregivelse af oplysninger uden samtykke.

Løsningen med at oplysninger om størrelsen af tildelt boligsikring sendes elektronisk til Finansstyrelsen, når afgørelsen er truffet, må kræve en ændring af bekendtgørelse nr. 816 af 3. november 1999. Men derudover giver løsningen ikke anledning til betænkelighed. Løsningen giver Finansstyrelsen mulighed for løbende at holde styr på udgifterne. Ved en sådan løsning synes behovet for en underskrift også at falde bort. Sker der løbende indberetninger, har Finansstyrelsen således mulighed for at foretage hyppig stikprøvekontrol.

Lader man løsningen, med at der gives begrundelse i alle tilfælde, konfrontere med gældende ret, kan der ikke konstateres en konflikt. Forvaltningsloven er en minimumslov. Løsningen kan derfor umiddelbart accepteres.

Inspektionen giver således anledning til en konstatering af, at den foreslåede løsning ikke i sin helhed accepteres. Der må derfor endnu engang foretages retlig innovation, med udgangspunkt i de yderligere retlige krav, at der skal foretages partshøring, at der skal indhentes et samtykke til indhentelse af oplysninger om bipersoner og at ansøgeren skal have mulighed for at få meddelelse om afgørelsen i en form, som er tilgængelig uden hensyn til tekniske færdigheder.

Hvis der skal foretages en kontrol af det kørende program, må der udfærdiges nogle testdata, som systemet kan afprøves med.

Ved udformningen af testdata kan det betale sig at foretage en opdeling af de retsregler, som skal danne grundlag for konstruktionen af testdata. Dette vil kunne ske under hensyntagen til, hvornår retsreglerne er relevante - altså et kronologisk kriterium. Men det er nok mere hensigtsmæssigt at anvende traditionel systematik. Således vil man kunne opdele retsreglerne i processuelle og materielle, og de processuelle regler vil igen kunne opdeles i partshøring, vejledning, begrundelse etc.

Betragter man nu eksempelvis begrundelsesreglerne, kan man vælge alene at se på et udsnit af retskilderne - altså et partielt retskildegrundlag - og tage udgangspunkt i forvaltningslovens formulering af (nogle af) disse regler:

§ 22. En afgørelse, skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelse fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Disse bestemmelser indeholder ved første øjekast kun én handling: Der skal gives en begrundelse. Der findes imidlertid underforstået endnu en handling, nemlig ingen begrundelse. At der ikke skal gøres noget. Bestemmelserne indeholder følgende betingelser: Afgørelsen giver fuld ud medhold, afgørelse meddeles skriftligt, afgørelse meddeles mundtligt og "fremsat begæring inden 14 dage". Der kan herefter opbygges en beslutningstabel (0 repræsenterer nej og 1 repræsenterer ja):

Der er en række situationer, som må diskuteres nærmere. Hvis afgørelsen hverken er meddelt skriftligt eller mundtligt (R₁, R₂), skal der så gives en begrundelse? Man vil kunne se bort fra denne situation, da den ikke vil kunne optræde, hvis reglerne om afgørelsens meddelelse er implementeret korrekt. Derfor er der i tabellen ovenfor indsat symbolet Ø⁷¹²⁾. Tilsvarende hvor en afgørelse hverken er meddelt skriftligt eller mundtligt, men hvor der er fremsat en begæring om begrundelse (R₉, R₁₀). Visse tilfælde er næppe hyppigt forekommende, men dog ikke utænkelige. Det gælder således de tilfælde, hvor en afgørelse er meddelt skriftligt, og der fremsættes en begæring om begrundelse (R₁₁, R₁₂). Hvis myndigheden har givet en begrundelse, må man kunne se bort fra denne henvendelse, men hvor det ikke er sket, må der skulle gives en begrundelse. Men kravet herom skyldes i og for sig ikke begæringen, men kravet om samtidig begrundelse af skriftlige afgørelser i forvaltningsloven § 22. Tilsvarende gør sig gældende for det tilfælde, hvor en afgørelse både er meddelt mundtligt og skriftligt, og der fremsættes en begæring om begrundelse (R₁₅, R₁₆).

Man kan herefter konstruere testdata, således at alle relevante kombinationer prøves. Her viser der sig i første omgang den komplikation, at man ikke er herre over betingelsen om meddelelsen meddeles skriftligt eller mundtligt. Man kan derfor være nødsaget til alene at konstruere testdata på grundlag af de andre betingelser. Det betyder, at der som minimum skal konstrueres fire testdata:

Der ses først på konstruktionen af testdata i forbindelse med betingelsen "fuldt ud medhold". Hvor en ansøger får den højest mulige boligsikring, vil man i almindelighed kunne sige, at der gives fuldt ud medhold. Omvendt kan der ikke siges at blive givet fuldt ud medhold, hvor ansøgningen afslås som følge af, at ansøgeren har en for høj indkomst. Selve det at der søges, udtrykker en forventning om, at der bevilges et eller andet beløb. Der konstrueres derfor testdata, som burde betinge, at ansøgeren får den højest mulige boligsikring og testdata, hvor indkomsten er så høj, at ansøgningen bør afslås. For så vidt angår betingelsen "fremsat begæring inden 14 dage", kan testdata konstrueres ved, at der sendes eller ikke sendes en e-mail til myndigheden.

Disse fire testdata prøves nu på systemet. Alle giver anledning til at afgørelsen meddeles skriftligt, og at der gives en samtidig skriftlig begrundelse. Dette svarer ikke til det forventede resultat ifølge ovennævnte beslutningstabel, men resultatet kan accepteres, da forvaltningsloven er en minimumslov.

Kontrolfasen gav et resultat, der betyder, at der endnu engang må foretages retlig innovation, med udgangspunkt i et krav om partshøring, om samtykke og om at meddelelsen af afgørelsen sker i en form, så en ansøger uden specielle tekniske forudsætninger har mulighed for at gøre sig bekendt hermed.

Bag reglen om partshøring ligger et ønske om, at parten skal kunne varetage sine interesser, beskytte og forsvare sig⁷¹³⁾. Dette mål konfronteres med de tekniske krav, hvilket kan give anledning til et forslag om, at alle oplysninger som hentes i registre, skal præsenteres for ansøgeren i det elektroniske skema, som ansøgeren skal udfylde. Ansøgeren skal herefter have mulighed for at rette i disse oplysninger for at kunne beskytte sig mod, at der træffes afgørelse på et forkert grundlag.

Både kravet om samtykke og kravet om, at en ansøger uden specielle forudsætninger skal have mulighed for at gøre sig bekendt med afgørelsen, synes ikke at behøve at blive forberedt yderligere for innovation. Kravene er af en sådan beskaffenhed, at de i sig selv giver mulighed for innovation.

Konfronteres kravet om samtykke med de tekniske muligheder, kan ønsket honoreres ved, at berørte husstandsmedlemmer giver et elektronisk samtykke ved hjælp af digital signatur.

Såfremt en ansøger uden specielle tekniske forudsætninger skal have mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af afgørelsen kunne en løsning være at udskrive afgørelsen på papir og sende den til ansøgeren. En sådan løsning vil imidlertid kunne siges at komme på tværs af kravet om, at arbejdsgangene hos kommunen så vidt muligt skal automatiseres. En anden model kunne derfor være, at myndigheden lægger afgørelsen på internettet, beskyttet af et password. Det vil da være muligt at få hjælp fra andre til at læse afgørelsen. I stedet for at myndigheden selv etablerer et sådant system, kunne myndigheden også vælge at tilslutte sig det kommercielle system e-Boks⁷¹⁴⁾. Denne form for løsning lider imidlertid af den svaghed, at ansøgeren ikke bliver bekendt med, at afgørelsen er truffet, medmindre vedkommende selv foretager sig noget aktivt⁷¹⁵⁾. Man beslutter sig derfor for, at afgørelsen skal meddeles ansøgeren i et almindeligt brev, men at der gives mulighed for, at ansøgeren i stedet for kan få sendt meddelelsen til sin postboks hos e-Boks.

Der vil igen kunne foretages en programtest. Her beskrives imidlertid kun inspektionen.

Det er kun under bestemte betingelser, at der stilles krav om en partshøring. At ansøgeren gives mulighed for at forholde sig til alle de faktiske oplysninger, som er indhentet fra eksterne registre, vil dog ikke være i strid med forvaltningsloven. Forvaltningsloven er en minimumslov.

At ansøgeren får mulighed for at gøre sig bekendt med oplysninger fra registrene kan imidlertid være i strid med personoplysningsloven. Videregivelse af personoplysninger er en behandling i lovens forstand. En del af de oplysninger, som vil kunne indhentes fra eksterne registre, er oplysninger, som vil være omfattet af personoplysningsloven § 6. Det gælder f.eks. oplysningen om, hvilke personer der er tilmeldt folkeregistret på adressen og som antages at være en del af den pågældende husstand. Da der blandt disse personer kan optræde logerende med indkomst, vil en sådan oplysning kunne give anledning til et krav om partshøring, og der vil derfor være hjemmel i § 6, stk. 1, nr. 3, til at videregive oplysningen til ansøgeren⁷¹⁶⁾.

For så vidt angår andre relevante oplysninger vil der ikke nødvendigvis kunne rejses krav om videregivelse efter reglerne om partshøring. Hvis sådanne oplysninger skal kunne videregives, må hjemlen derfor søges i personoplysningsloven § 6, stk. 1, nr. 1, 6 eller 7. For så vidt angår de to sidste bestemmelser kræves "nødvendighed". En sådan nødvendighed kan næppe antages at foreligge⁷¹⁷⁾. En videregivelse vil derfor kun kunne ske, hvis der opnås et samtykke efter § 6, stk. 1, nr. 1.

Løsningen med et elektronisk samtykke kan ikke give anledning til retlige betænkeligheder. Et samtykke kan gives digitalt⁷¹⁸⁾.

Løsningen med at afgørelsen skal meddeles ansøgeren i et almindeligt brev, men at ansøgeren i stedet kan vælge at få sendt meddelelsen om afgørelsen i sin postboks hos e-Boks, kan accepteres. Den giver således alene ansøgeren en yderligere mulighed i forhold til den måde, på hvilken sagerne i hidtidig praksis er blevet behandlet.

Kravet om samtykke - også få så vidt angår ikke-følsomme oplysninger - vil kunne løses på samme måde, som det er gjort ovenfor, det vil sige ved at lade de berørte personer give et elektronisk samtykke.

Med det udsnit af krav som her er behandlet, kommer den samlede løsning til at se således ud:

Inden denne løsning bringes i anvendelse bør det overvejes, om der skal etableres hjemmel til systemet under hensyntagen til, at administrationen af området kan blive sårbart, hvis der f.eks. sker regelændringer. Derudover må der etableres hjemmel til, at oplysninger om størrelsen af tildelt boligsikring kan sendes elektronisk til Finansstyrelsen.

678) Som nævnt fokuserer metoden på det retlige. Kravspecifikationen må derfor suppleres med andre krav. F.eks. krav til systemets brugergrænseflade. 679) (Stuer Lauridsen 1974). Disse mål betegner Stuer Lauridsen "hensyn". 680) (Ross 1953). 681) Disse mål betegnes i almindelighed "hensyn" eller "krav". 682) Jr. f.eks. (Gilb 1994). 683) Jr. f.eks. (Beizer 1990, s. 320ff). 684) Grundlaget vil kunne blive suppleret af et prøvelsesorgan. 685) Jfr. (Rønsholdt 2001, 2. del). 686) Boligstøtteområdet er et yndet område for automatisering. Se således (Kiuru 1990) og (Rynning 1976). I Danmark har området været delvist automatiseret og Den Digitale Taskforce har udarbejdet et forslag til en model, som skal gøre det muligt at implementere en fuldstændig automatisering af kommunernes administration af boligstøtte, jfr. <http://e.gov.dk/sitemod/design/layouts/default/index.asp?pid=2600, 20. august 2002>. Også KMD har arbejdet med en automatisering af området, jfr. <http://netborger.dk, 12. februar 2003>. 687) Jfr. lovbekendtgørelse nr. 62 af 31. januar 2001. 688) Herunder også kun udvalgte retlige barrierer, som udspringer af de grundlæggende problemer, som er analyseret i kapitel 2 og i afsnittet "Kan gældende ret udgøre det tilstrækkelige retlige grundlag for et system?" i kapitel 3. 689) Fra 1. januar 2003 er anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område udvidet til også at omfatte lov om individuel boligstøtte, jfr. lov nr. 1069 af 17. december 2002. 690) Microsoft Internet Explorer 5.5 eller en browser med tilsvarende funktionalitet. 691) Microsoft Outlook Express 5.5 eller en mail-klient med tilsvarende funktionalitet. 692) I stil med den teknik som er anvendt i (Sergot 1986). 693) Man må da særskilt tage stilling til regler, hvis relevans ikke lader sig isolere til bestemte tidsperioder. 694) For så vidt angår hensyn der kan indgå i dette skøn, kan henvises til FT B 1973-74 (2. samling), sp. 703f. 695) Selvom det i forarbejderne til lov nr. 1002 af 23. december 1998 § 1, nr. 47, som har bragt underskriftkravet ind i loven, hedder, at baggrunden for kravet om underskrift er at sikre, at alle husstandsmedlemmer er opmærksomme på hæftelsen, kan dette næppe tages som udtryk for, at hæftelsen udspringer direkte af loven. 696) I § 41, stk. 1, blev "fremsættes" ændret til "indgives", medens der i § 41, stk. 3, blev tilføjet "efter anmodning". 697) Bekendtgørelse nr. 239 af 15. juni 1965 af lov om boligbyggeri. 698) Bet. 657/1972, s. 34. 699) Bet. 657/1972, s. 34. 700) Bet. 657/1972, s. 32f. 701) For at fremme udbredelsen af digitale signaturer, har Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling initieret implementeringen af såkaldte OCES-certifikater (offentlige certifikater til elektronisk service). Det er tilsigtet at et OCES-certifikat skal kunne anvendes til al kommunikation mellem myndigheder og virksomheder eller borgere, jfr. <https://www.signatursekretariatet.dk, 16. december 2002>. Der stilles lempeligere krav end til et kvalificeret certifikat, jfr. lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektroniske signaturer. Således kræver udstedelse af et kvalificeret certifikat i almindelighed personligt fremmøde, jfr. bekendtgørelse nr. 923 af 5. oktober 2000 § 6, stk. 2. Datatilsynet har vurderet, at et sådant OCES-certifikat i relation til personoplysningsloven generelt vil kunne benyttes både ved borgernes indsendelse af oplysninger til myndighederne og ved myndighedernes fremsendelse af oplysninger til den registrerede, jfr. Datatilsynets udtalelse af 18. marts 2002 (Datatilsynets j. nr. 2002-321-0142). 702) Efter gældende ret skal enhver afgørelse om tildeling af boligstøtte næppe begrundes, jfr. (Rønsholdt 2001, s. 134f). 703) Havde man i fasen retlig status quo også behandlet reglerne om vejledning, ville dette have kunnet give anledning til et forslag om, at borgerne ud over at kunne søge om boligstøtte, ved samme lejlighed skal have mulighed for at få beregnet, hvordan støtten vil se ud de næste par år. 704) Jfr. herved afsnittet "A- og B-holdet" i kapitel 2. 705) Jfr. afsnittet "Øget sårbarhed for samfundet" i kapitel 2. 706) Igen jfr. afsnittet "A- og B-holdet" i kapitel 2. 707) Jfr. (Bryde Andersen 2001, s. 743ff). 708) (Blume 2000a, s. 129). 709) Jfr. (Vogter 2001, s. 149). 710) Jfr. (Blume 2002b, s.114). 711) I øvrigt antages for så vidt angår videregivelse, at såvel normer for god forvaltningsskik som principper om borgerinddragelse kan tale for, at samtykke normalt forsøges indhentet, selvom der som udgangspunkt vil kunne ske videregivelse i medfør af § 7, stk. 2, nr. 4, (Rønsholdt 2001, s. 451). Derimod kan et sådan krav næppe udledes af personoplysningsloven alene, jfr. (Rønsholdt 2001, s. 450) og (Korfits Nielsen 2001, s. 140). 712) Jfr. Beizers notation, ("don't care"), (Beizer 1990, s. 358). 713) Jfr. (Rønsholdt 2001, s. 393). 714) Jfr. <http://www.e-boks.dk, 3. januar 2003>. 715) e-Boks giver mulighed for, at der bliver sendt en e-mail til ejeren af postboksen, når der er kommet nye meddelelser, men dette løser ikke problemet for personer, der ikke selv kan skaffe sig adgang til en e-mail. 716) Det modsatte er antaget - for så vidt angår en eventuel retlig forpligtelse på grundlag af et begrundelseskrav - af Datatilsynet (Datatilsynets j. nr. 2002-321-0174), ud fra en betragtning om at en digital løsning forudsætter, at oplysningerne skal udleveres ved sagens start. En sådan argumentation synes fejlagtig. Udgangspunktet for diskussionen bør ikke være hvad intentionen er med en digital løsning, men at der er et begrundelseskrav, og at denne retlige forpligtelse kan hjemle en adgang til videregivelse efter personoplysningsloven. 717) Samme resultat nås for så vidt angår lønoplysninger i Datatilsynets sag med j. nr. 2002-321-0174. 718) Jfr. (Blume 2000b, s. 47).