PROLOG

Begrebet digital forvaltning er i de senere år blevet anvendt med en sådan hyppighed - og ofte med en sådan skingerhed i stemmen - at man kan få den mistanke, at begrebet er uden selvstændigt indhold. Betragter man skrifter, som gør brug af begrebet, vil man i første omgang blive bekræftet i denne mistanke. Visionerne angår f.eks. afskaffelse af papiret, genbrug af oplysninger og 24-timers åben forvaltning. Alt sammen visioner, hvis eneste nye aspekt synes at være, at flere af forvaltningens arbejdsopgaver bliver automatiseret. At digital forvaltning således alene udtrykker et kvantitativt spring i forhold til den automatisering af forvaltningen, som hidtil har fundet sted.

Underkaster man sagen en nærmere undersøgelse, opdager man imidlertid, at den forvaltningsautomatisering, som omtales under anvendelse af begrebet digital forvaltning, indebærer noget ganske nyt. Hvor en automatisering hidtil har koncentreret sig om delen - man har f.eks. ladet beregningen af skatten foretage af en computer - indebærer digital forvaltning en aspiration om at automatisere helheden - at borgeren f.eks. skal selvangive via internettet, at skatteberegningen foretages på skattevæsenets computer og at eventuel overskydende skat overføres elektronisk til skatteyderens konto i banken.

En sådan ændring af fokus fra del til helhed har ikke blot kvantitative implikationer, men har også en kvalitativ betydning. I retlig sammenhæng kan der således være grundlæggende forskel på, om dele af et sagsbehandlingsforløb eller om hele sagsbehandlingsforløbet bliver automatiseret. Det illustreres bl.a. af bestemmelsen i personoplysningsloven § 39, stk. 1: "Fremsætter en registreret person indsigelse herimod, kan den dataansvarlige ikke foranstalte, at den registrerede undergives afgørelser, der har retsvirkninger for eller i øvrigt berører den pågældende i væsentlig grad, og som alene er truffet på grundlag af elektronisk databehandling af oplysninger, der er bestemt til at vurdere bestemte personlige forhold."

·

Det er forvaltningsakter, som er det retlige omdrejningspunkt i denne afhandling. Betragter man udstedelsen af en forvaltningsakt, vil man som jurist i første omfang overveje, om indholdet af forvaltningsakten er i overensstemmelse med, og er blevet til under hensyntagen til gældende ret.

Men forestiller man sig nu, at man vil lade forvaltningsakten komme til verden på en anden måde end sædvanligt, derved at man f.eks. giver mulighed for at søge om en ydelse elektronisk, hvor det ellers af loven kræves, at man skal anvende et papirbaseret ansøgningsskema, er løsningen ikke længere i overensstemmelse med gældende ret. Men dermed er man ikke løbet tør for retlige begreber. Den nye fremgangsmåde kan blot ses som resultatet af en retspolitisk virksomhed. Begrebet retspolitik kan således anvendes, når der anvises løsninger, som afviger fra gældende ret.

Man kan nu imidlertid forestille sig, at man vil begrunde alle forvaltningsakter. Ikke blot forvaltningsakter, som undlader at give parten fuldt ud medhold. Selvom forvaltningsloven kun stiller krav om begrundelse af forvaltningsakter, der ikke giver parten fuldt ud medhold, er resultatet dog stadig i overensstemmelse med gældende ret. Forvaltningsloven er en minimumslov. Man vil derfor kunne anvende begrebet gældende ret. Men begrebet synes at beskrive løsningen på en utilstrækkelig måde, og omvendt kan begrebet retspolitik give associationer om, at gældende ret er blevet tilsidesat.

I denne afhandling anvendes begrebet "retlig kvalitet" for at imødekomme behovet for et begreb, som er dækkende i alle tre situationer: når man handler, som man plejer, når man udfordrer gældende ret, og når man vælger at løse opgaverne på en ny måde inden for rammerne af gældende ret. Når der introduceres et begreb, i hvilket ordet kvalitet indgår, skal det ses i sammenhæng med, at det er hensigten at give begrebet et indhold, der forbindes med nogle positive værdier. Anvendelsen af ordet retlig skal indikere, at der er anlagt en afgrænset synsvinkel på livet. Grundlæggende bygger afhandlingen således på en antagelse om, at det er muligt at fastlægge et indhold, hvis positive værdi der i hvert fald blandt jurister stort set vil være intersubjektiv enighed om¹⁾.

·

Den retsdogmatiske afhandling beskæftiger sig med, hvilket indhold retten har. Den retspolitiske med, hvilket indhold retten burde have. Denne afhandling adskiller sig fra disse traditionelle afhandlinger derved, at dens mål hverken er at beskrive, hvordan retten er eller bør se ud, men derimod hvilken procedure man skal følge for at sikre, at man når frem til at give retten et indhold, som besidder nogle bestemte kvaliteter - retlig kvalitet. Der er tale om en studie i metode. Helt konkret en undersøgelse af, hvordan man får en computer til senere at kunne medvirke i forbindelse med udstedelsen af en forvaltningsakt²⁾. Målet er at udvikle en metode - eller rettere bidrage til en sådan - som lader sig anvende i praksis³⁾

1) Den intersubjektive indstilling blandt jurister eller bestemte grupper af jurister spiller en ikke uvæsentlig rolle i flere teorier om, hvordan indholdet af gældende ret skal fastlægges. Ross taler således om en såkaldt retskildeideologi som en normativ ideologi, der på en ensartet måde er præsent og virksom i danske dommeres sind, når de handler i deres kald som dommere, (Ross 1953, s. 90f ). Og Stuer Lauridsen vil formulere retskilde- og metodelærens regler på grundlag af studier af historisk præg af doktrinen og litteraturen, (Stuer Lauridsen 1992, s. 85 og s. 104). Se hertil også (Stuer Lauridsen 1977, s. 351), (Stuer Lauridsen 1974, s. 184f) og (Stuer Lauridsen 1992, s. 111f), hvor der eksplicit tales om intersubjektivitet. Udelukkende at basere et sandheds- eller korrekthedskriterium på, hvad den intersubjektive indstilling er hos en bestemt gruppe af personer er problematisk. F.eks. kan rejses spørgsmålet om, hvordan man afgrænser denne personkreds, hvordan man konstaterer, at en fælles forståelse eksisterer, og hvilket indhold den i givet fald har, jfr. herved (Palmer Olsen 2000, s. 65ff). Men man kan være nødsaget til at tage til takke med et så diffust kriterium. Hvis begrebet retlig kvalitet skal have en chance for at vinde genklang i retlig sammenhæng, må det som minimum kunne rumme gældende ret, og allerede af denne grund må det formodes at blive ganske vanskeligt at indkredse begrebet nærmere. Teorien synes således ikke endnu at have peget på et uangribeligt kriterium for, hvornår noget er gældende ret. 2) Visse retsdogmatiske fremstillinger skiller sig dog ud og lægger vægt på at beskrive metode. Det gælder således Bent Christensens fremstilling af hjemmelsspørgsmål, (Christensen 1997). Hvor Poul Andersen i sin fremstilling, (Andersen 1963), har beskrevet, hvad der kan gøre en forvaltningsakt ugyldig, vender Bent Christensen synsvinklen og beskriver i stedet, hvordan man kan udstede en gyldig forvaltningsakt. 3) Et hurtigt indtryk af afhandlingens sigte opnås ved straks at læse kapitel 10.